Stealing Sheep

Elverfolk, guddommelige, magiske jomfruer og eventyrlandskaber er noget vi som regel finder i myter og eventyr. Den kvindelige trio, Stealing Sheep, giver os med sit nye mini-album en smagsprøve på, når lyden af storskov, mystik og gådefuld kvindelighed udfoldes i den virkelige verden.

På ‘Noah & The Papermoon’ tager Liverpool-trioen lytteren med ind i et finurligt nu-folk-univers med tydelige aner af sentressernes psykedeliske lyd, som fusioneres med et sødmefuldt og moderne twist. Vægten i lydbilledet vidner om en påvirkning fra både Beatles og Velvet Underground, men mest fængende er dog pigernes evne til at skabe blød indiefolk, der konstant giver lytteren et hint om, at der bag facaden på disse ungmøers skønsang gemmer sig en lurende fare.

Åbningsnummeret ‘I Am The Rain’ blander smukke, halvmessende trestemmige harmonier med tamburiner og svimlende guitardominerende melodier, der meget præcist repræsenterer albummets både blide og faretruende natur. Stealing Sheep er en musikalsk redefinering af folkesagnenes elverpiger, og stemningen af mystik forekommer til tider så dominerende, at det kan være vanskeligt at adskille numrene fra hinanden. Der er dog fornemme bud på unikke og helstøbte skæringer med ‘The Mountain Dogs’ og ‘Bats’, hvor især sidstnævnte er mere episk tilrettelagt end resten af albummet, hvilket klæder den ellers poetisk svævende atmosfære.

Noah & The Papermoons klare overraskelse er afslutningsnummeret ‘Secret’. Et interessant poppet remix af oprindelige kassettebånds demoer med trip-hop afbrydelser, der på fornem vis afrunder og adskiller sig fra et album, der fremstår en anelse tidslommepræget.