Koncertaktuelle The Horrors er ikke bange for at kalde sig mere modne. Det ungdommelige oprør og den sorte makeup har måttet vige pladsen for musikalsk fokus og deres hidtil bedste album ‘Skying’.
Kan du huske det? Dengang hvor livets store spørgsmål ikke betød noget. Dengang drømme var muligheder, næste weekend var den fjerne fremtid og kærligheden utålelig øm. Et stadie hvor kådhed og ustyrlig energi var kerneingredienser i en tilværelse med gigantiske armbevægelser.
Engelske The Horrors havde alt det og meget mere, da de i 2007 tordnede frem med purung fandenivoldskhed, sortsminket glamattitude, mærkelige øgenavne og form frem for indhold. De modnede musikalsk med efterfølgeren ‘Primary Colors’, men med deres brillante tredje album ‘Skying’ er de i år for alvor trådt ud af teenageårenes udskejelser og frygtløshed. Væk er den påklistrede coolness og i stedet taler musikken for sig selv. Men har de unge lømler mistet den rebelske gnist i deres koncentrerede fokus på musikalsk fremdrift?
At den opstyltede stjerneattitude i hvert fald er fortid, viser sig helt konkret få sekunder efter jeg har ringet guitarist Joshua Hayward op. Han står i et gigantisk flytterod. Han er bogstaveligt talt ved at pakke sit gamle liv væk.
»Hej! Kan du vente to minutter? Jeg står på en trappe og storsveder med tunge flyttekasser«.
Efter et par minutter ringer telefonen og i den anden ende underskylder Joshua Hayward ventetiden med hurtige, hvislende sug der hiver tiltrængt luft ned i lungerne.
»Vi skal på turné i næste uge, og jeg har været træt af min gamle lejlighed og de vaner, der fulgte med den. Jeg har endelig fået en ny, så jeg har vildt travlt med få styr på alt, inden vi skal af sted«.
Byttet fuckfinger for modenhed
Med ‘Skying’ har The Horrors fået forløst deres musikalske potentiale. Funderet i melodistærk shoegaze leverer bandet sange, der sender afstikkere ud i pop, soul og krautrock og overmander én med et drømmende, helstøbt 60’er-inspireret lydbillede. Ifølge Joshua Hayward skyldes den musikalske robusthed først og fremmest én ting.
»Det er så klichéagtigt at sige, men det er jo ikke, fordi vi pludselig har fået nye musikalske erkendelser eller bevidst dyrker en ny lyd. Vi er blevet ældre. Så simpelt er det. Nu ved vi, hvad vi vil, og har måske ikke samme tendens til lade os rive med af tilfældet, hype og stjernedrømme«.
I er tidligere blevet kritiseret for at lade jeres personlige udtryk skygge for musikken. Nu har I så skruet lidt ned for attituden og op for musikken. Har I fortrudt, at I var så pompøse i jeres udtryk i begyndelsen af karrieren?
»Overhovedet ikke. Vi vil aldrig lave knæfald for at passe ind i andres forestillinger om os. Vi var unge, da vi fik vores gennembrud, og vores attitude var absolut ikke et smart marketingstrick, men et udtryk for hvordan vi på det tidspunkt. Nu har vi udviklet os i en anden retning, hvor musikken i højere grad er i centrum«.
Lidt som en Faustisk studehandel, hvor I i bytte for jeres ungdommelige fuckfinger-mentalitet og frygtløshed har fået modenhed og musikalsk genialitet – og derigennem måske er blevet lidt for voksne og kedelige?
»Haha. Tak for det billede. Ja, vi er blevet ældre og ikke så flagrende som tidligere, men vi har bestemt ikke mistet os selv. Bands skal udvikle sig. Vores musikalske gnist var i begyndelsen centeret om at bryde igennem og gøre folk opmærksomme på os. Nu er vi nået dertil og har et gigantisk behov for at vise vores musikalske muskler. Så fokus er skiftet«.
Hjemmebygget studie satte kursen
At The Horrors stadig har ungdommens impulsivitet, beviste de, da de begyndte arbejdet med ‘Skying’. Deres producer Geoff Barrow, Portisheads lydarkitekt, havde gentagende gange opfordret bandet til at få deres eget studie, så deres mange musikalske ideer lettere kunne få konkret liv. Men lang tids søgen efter det rette studie førte ikke til noget. Det var for dyrt. Men så opstod en åndssvag plan. Med egne tændstikarme byggede bandet et studie i en gammel, indisk madbiks i London.
»Forestil dig vores pindearme banke noget op fra bunden. Vi snakker ikke kun lidt dækmaling, men en istandsættelse med vægge, gulv og så videre. Det var et hjernedødt projekt. Rockmusikere der vil lege håndværkere. Det er bare ikke særlig smart. Men efter en hård kamp fik vi skabt et lille studie i vores ånd. Det er ikke smukt men sejt, og nu bruger vi det virkelig meget«.
Har studiet været en medvirkende faktor til jeres musikalske udvikling?
»Helt sikkert. Vi kan i højere grad skubbe vores ideer ud over kanten. Selv om vi før nok var mere impulsive i vores musikalske proces, så stoppede vi ofte, hvis vi kom langt væk fra den oprindelig idé. Der var ikke så langt fra skitse til endeligt nummer. Nu kan vi kaste ting op i luften, og hvis de lander fint, arbejder vi videre med det, indtil det giver et musikalsk, helstøbt billede«.
Nummeret ‘Dive In’ er på mange måder et adelsmærke for den lyd, I har fremavlet på ‘Skying’. Er det et eksempel på, hvordan I har arbejdet med de nye numre?
»’Dive In’ er faktisk det bedste eksempel. For med den tog vi virkelig en musikalsk omvej, før vi fandt det vuggende og drømmende præg, som sangen har nu. Fra start ville vi lave en apokalyptisk sang om hjælpeløshed og følelsen af at drukne i sin skæbne og undergang. Men det var svært at finde et melodisk fundament, der ramte den følelse, vi søgte. Men helt tilfældigt efter en lang dag i studiet endte vi med bizarre country-eksperimenter, og pludselig kunne alle mærke, at skitsen til sangen var der. Så inderst inde er ‘Dive In’ en countrysang!«
Ligesom The Horrors er blevet voksne med ‘Skying’, er tekstuniverset hos bandet også blevet mere meningsfuldt og følelsesladet. Og hvis man presser Joshua Hayward for hans beskrivelse af The Horrors anno 2011, så kommer svaret også i mere pragmatiske vendinger, end man tidligere har hørt fra bandet.
»Hovedingrediensen i The Horrors har altid været en slubrende lyst til at erobre nye horisonter. Men nu er vi helt sikkert kommet til et punkt, hvor vi hylder eftertænksomheden og menneskelige følelser. Vi vil stadig strække os ud i universet, men vil i højere grad have fødderne på jorden. Så kald os realistiske, kosmiske kamæleoner«.