Teen Daze

Endeløse mængder af sfærisk synth og guitar kommer én i møde på Teen Dazes seneste ep og skaber smukke, men ufarlige lydlandskaber.

Det har været svært ikke at blive hooked på Teen Dazes imponerende diskografi. På to album, tre ep’er og blot halvandet år er ørehængende singler opstået af hurtige tempi, arpeggio synth, blid lo-fi-guitarstøj og messende vokal, ofte garneret med en velafstemt, men symptomatisk portion rumklang. Meget forståeligt har genrebeslægtede kunstnere som Washed Out efterspurgt canadieren som remixer.

På ‘A Silent Planet’ består de melodiske elementer, Teen Daze har været kendt for, men de fængende beats er udskiftet med et slæbende tempo og mere ambient-lignende flader. Smukke, men statiske billeder opbygges af doven nostalgi og blid melankoli, for eskapismens energi findes ikke i Teen Dazes nye verden, hvor harmonien er enehersker. Den giver plads til dagdrømme, men luller også lytteren i søvn. Det er netop udfordringen ved ep’en. Man forventer et udbrud, et eller andet til at ryste en smule op i harmonien, allerede efter det ellers glimrende andet nummer ‘It Calls Me Under’.

Med risiko for at spolere spændingen, kan det godt afsløres, at overraskelsen udebliver, og ep’en kun med sporadiske udsving retfærdiggør sig som andet end et pitstop på vejen mod en ny lyd.