Nelson Can
De lidet seriøse Aarhus-grrrl-punkere i Niels På Dåse har ovenpå en årelang pause samlet mikrofonerne op igen, sadlet om, skiftet sprog og kalder sig nu efter en plat, men indlysende undersættelse af deres bandnavn Nelson Can. Med produceren Noah Rosanes fra The Freudian Slip i ryggen leverer de med deres nøgternt betitlede debut-ep under det nye dæknavn fem øvelser ud i, hvor forsvindende få virkemidler, man behøver at bolte ovenpå hinanden for at kunne kalde det musik.
Referencepunkterne hedder The Kills, White Stripes og Le Tigre, men altså skrællet helt ned til chassiset. De tre furiers vokaler ledsages oftest ikke af andet end raslende, staccato-grammatisk hulekvindepercussion, og så enten en på-tønden-anstrengt synth eller en tung, fuzzkvalt basgang. Det er råt for usødet, puritansk og skeletal punkminimalisme, som den skal skæres.
Den på én gang kælne og rasende ‘Love the Dog’ demonstrerer meget godt spændvidden – fra nummerets indledende, drilske »Ah-ha? / awoo-hoo!«-lokkekald til det tordnende tyfoniske crescendo i slutningen. Omvendt opkridter ep’en i sin helhed måske også lidt begrænsningerne for tøse-trekløveret. Når dens kvarterlange spilletid med den snottede ‘Electricity’ som pølseenderosin lakker mod enden har man det nemlig allerede som en familiefar med børnefødselsdags-tømmermænd, hvis møgunger har besluttet sig for at holde festen gående i fodenden af sengen, høje på rød sodavand og vingummier. Nelson Can nydes åbenbart bedst i korte, kontrollerede doser. Forslaget herfra må lyde at blive i ep-formatet, som passer pigerne fortrinligt.