Of Montreal

Det er ikke længere kun den flamboyante, cabaret-orienterede funkmusik, der optager Of Montreals brainchild, Kevin Barnes. På ’Paralytic Stalks’ er det tid til larmende og psykedelisk bulder og brag. Kevin Barnes har alle dage lydt som et musikalsk ADHD-tilfælde – og tidligere med stor succes – men her er der ikke mange formildende omstændigheder tilbage.

Vokalen bjæffer dig i nakken som en vred hund, mens horder af korsangere fletter sig ind og ud af hinanden og bandet hamrer derudaf, som galdt det førstepladsen til et atletikstævne. Det er bleven tid til alvor, og smerten må udtrykkes igennem syv til 13 minutter lange pop- og kompositionsmusikalske odysseer, ofte med fjerntklingende, reciterende vokaler og vrængende strygerkaskader. Resultatet er en stemning, der svinger mellem det tålelige og det rent ud sagt møgirriterende.

Jeg skal ikke kunne sige, om der gemmer sig antydningen af en sang inde bag de tunge gardiner af tværfløjter, overstyrede trommer og flerstemmige homo-erotiske mandevokaler. Jeg tror det, men er ikke sikker. Det lyder mest af alt som pinlige b-sider til Queens hysterisk smukke ’Bicycle’, eller et uendeligt langt og ærgerligt comedown fra en dårlig speedbrandert. Respekt til det. Selv siger Kevin Barnes, at bandets udtryk er mørkere end nogensinde før. Det kan muligvis forklare lyrikkens ubehjælpsomt påpegende hårdhed. Et sted i den maniodepressive wall-of-sound gemmer der sig måske en gal mands mikroskopiske mesterværk, men Kevin Barnes spænder så demonstrativt ben for lytteren, at det virker umuligt at navigere sig frem til guldet.