School of Seven Bells
De Brooklyn-baserede dagdrømmere har siden forrige udgivelse haft nedjustering i stablen og sagt farvel til en frontfigur. Claudia Deheza, ene halvdel af gruppens tvillingepar, har forladt den nu forhenværende trio, hvormed Alajendra Deheza og guitarist Benjamin Curtis fører fanen videre i tosomhed. Hvorvidt det omhandler reduceringen af medlemmer vides ikke, men School of Seven Bells’ tredje album er uden tvivl et mere betagende, strømlinet og spændende indslag end bandets forhenværende udgivelser.
Albummet lægger ud med ’The Night’, en supersonisk førstesingle blæst op i berusende hastigheder af trommer og hvirvlende guitar. Alajendras’ eneste tilbageværende vokal har heldigvis ikke lidt stor overlast af tvillingesøsterens exit, hvilket hun særligt beviser med ubønhørlige indtagende vokalharmonier.
De ni skæringer emmer gennemgående af gruppens tidligere musikalske vibrationer, hvor særligt ’Lafaye’ og ’Scavengers’ dansevenlige, melodiske progressioner har rødder i deres velkendte uptempo-produktioner. Fængende er det dog ligeledes, når tempoet bremses gevaldigt, herunder i det tidlige højdepunkt ’Love Play’ samt synth-balladen ’Show Me Love’, hvilket stemningsmæssigt åbner op for de mere dystre kærlighedsaffærer og fortidsspøgelser, som pladen lyrisk er bygget op omkring. ’Ghostory’ fremstår på baggrund heraf som det første karrieremæssige peak i tomandskreationen, en lytteværdig sammenblandingsbryg mellem synth-tunge arrangementer, Curtis’ søvnigt opslugende guitar og Dehaza’s sprøde, halvtågede vokal.
I den musikalske udvikling forbundet med søsterens afhop har lyduniverset måske mistet en smule vokalkraft, men med et forfriskende pust af et forårsalbum sås der ikke meget tvivl om, at School of Seven Bells bestemt også kan lykkes som duo i fremtiden.