Shearwater

Man mødes ikke længere af klirrende klokkespil, rislende klaverer og sarte violiner, når man lytter til amerikanske Shearwaters musik anno 2012. På gruppens nye, syvende album er fokus i nogen grad flyttet væk fra den drømmende rockmusik, der kendetegnede de to albumforgængere, og hen imod et mere skarpskårent, opadstræbende udtryk.

Det er allerede hørbart på åbningsnummeret, ’Animal Life’, hvor tempoet er blevet sat betydeligt i vejret, og hvor lydbilledet nu fortrinsvis domineres af fræsende guitarer og pulserende trommespil, alt imens Jonathan Meiburgs før så eventyrlige stemmeføring præges af en nyvunden, vilter patos.

Men dette anseelige stilskift markerer ingenlunde, at disse amerikanske himmelstræbere har ofret deres karakteristiske, musikalske drømmebilleder. Her er stadig mystik i overmål. Især tekstligt, hvor Meiburg fortsætter sin fascination af dyreverdenen og de overordnede strukturer mennesket indgår i.

Men mystikken gemmer sig så sandelig også i musikken. Hør bare ’Insolence’, som indpakkes i gådefulde harpeklange og ekkoende trommemaskiner. Eller dyrk det valsende ’Run the Banner Down’, der trækker tråde tilbage til albumforgængernes forførende fantasiverden.

Selvom der er enkelte smuttere undervejs, er og bliver ’Animal Joy’ en fin tilføjelse til Shearwaters allerede fornemme katalog. Det er bestemt ikke gruppens bedste udgivelse, men albummet er i egen ret en sofistikeret rockplade, hvor Jonathan Meiburg og co. fortsætter med at forfine deres storslåede hymnerock. Og den laves ikke bedre end af disse amerikanske naturelskere.