Wu Lyf – ujævn cruisecontrol

Tirsdag aften er ikke den helt store festaften. Alligevel var fremmødet på Atlas så pænt, at der næsten var fuldt hus på en aften hvor det mystificerede britiske fænomen Wu Lyf smed maskerne og leverede en god, men ujævn optræden.

Det krucifikslignende Wu Lyf-logo var skaleret op i korsfæstelsesstørrelse bagerst på scenen, badede koncerten igennem kvartetten i iskoldt hvidt lys, og var i den første halvdel noget nær det eneste, der mindede om en visuel oplevelse, da Manchester-kvartetten ikke levnede deres publikum meget. Samtidig havde live-fremførelsen af de rumklangstunge numre svært ved at leve op til studieindspilningerne. Nogle gange lykkedes det dog bandet at omrokere gulvbrædderne i mellemgulvet på publikum, da de efter en gedigen gang guitar-kraut-støj på ’Spitting Blood’ ledte direkte over i tindingsdundrende dommedagstrommer på ’Dirt’.

Efter dette midtvejshøjdepunkt begyndte aktørerne, og særdeles frontmand Ellery Roberts, der frem til da kun havde stået med siden til publikum, at røre på sig. I en blanding af arrogance, James Dean-melankolsk udseende og et stemmebånd så rustent, at det kunne være slæbt langs en støvet grusvej i Macclesfield, forsøgte Roberts at skabe en form for publikumskontakt, der dog typisk resulterede i uforståelige halve sætninger. Den samme forvirring forgrenede sig ind i musikken, og det var meget sjældent, at bandets selvproklamerede ’heavy pop’ rakte til mere end sporadiske hop hos de dedikerede i de forreste geledder.

Efter et ultrakort afhop fra scenen vendte bandet tilbage og leverede en pinlig omgang improviseret funk-jam, som så ud til at more dem langt mere end publikum. Alligevel sluttede Wu Lyf stærkt af med ’We Bros’ og beviste, at de sagtens kan levere – når de gider.