Trust

En debuterende, sortklædt elektro-goth-duo med en decideret uopfindsom albumtitel. Med den præsentation venter man fra første sekund på, at Robert Alforn og Austra-trommeslageren Maya Postepski desperat vil forsøge at bevise deres værd. Men forsøget udebliver, og i stedet lægger Alforns vokal sig henslængt ind over det ene ubesværede 4/4 techno-beat efter det andet.

Trust gør ingenting for at imponere lytteren, og det er pirrende. Man lader sig derfor ufrivilligt hive ned i det mørke musikalske univers, som med temaerne lyst, rus og sex skaber følelsen af at være i en trance-hule i hjertet af et tysk bordelkvarter.

Numrene er som små farvede piller med forskellig effekt, der bliver listet i din drink mens du kigger væk. De tager dig fra dyster paranoia på ’The Last Dregs’ forbi kortvarig tåge på ’Candy Walls’ til euforisk lykke på den fantastiske ’Sulk’. Og netop bandets formidable evne til at skifte ubemærket mellem uhygge og eufori er en gave.

Landsbandet Psyche er en iørefaldende inspirationskilde, men Trust genopfinder storebroderens dark wave ved at blande gotisk rock og dyster synth med techno og opløftende, new wavede popmelodier. Pladen byder dog også på utallige inputs af nyere karakter. Flere numre lugter af Crystal Castles, instrumentsporet til ’Heaven’ emmer af glo-fi, og på den forfriskende duet ’F.T.F.’ er der mørk discoromantik a la DFA.

Trust er den ven, som du ved førstehåndsindtryk synes var en selviscenesættende kliché, men senere kom til at elske og respektere for hans originalitet og upassende dans.