Sea of Bees – androgyn, intim og kontrastfyldt aften

Julie Ann Bee er et væsen af kontraster. Som hun onsdag aften indtager scenen på et halvtomt Loppen iført røde morfarbukser og seler, ligner hun en forvirret blanding mellem Orla Frøsnapper og Kurt Vile. Da hun åbner munden åbenbares kontrasten, og en skrøbelig engel kravler ud.

Netop de skrøbelige og intime momenter viser sig at være aftenens absolutte kulminationer. Når Julies gådefuldt betagende vokal kun bakkes op af de simple akkorder og guitaristen Amandas perfekte harmonier, og når hun genert henvender sig til sit lille publikum imellem numrene, så er hun i begge tilfælde intens og aldeles tilstedeværende. Som en imellem flokken af fans stille hvisker, så er hun »lige til at spise«.

Hvor magien findes i Julie og hendes person, fordufter den desværre mere i de momenter, hvor bandet spiller op. De uomtvisteligt fine numre ’Girl’ og ’Broke’, fra hendes nye udgivelse ’Orangefarben’, savner den spidsfindighed og ubesværede servering, som albummet giver. Som Julie flere gange pointerer, har de to rare britiske fyre på bas og trommer også kun været med på touren i tre uger – og det kan godt mærkes.

Det til trods skal mange dog ærgre sig over, at de ikke gav Sea of Bees en chance denne intime aften på Loppen.

Opvarmningen, The Great Dictators, fortjener også lige et shout out. Forsangerens Dragut’s mørke vokal, i tæt samarbejde med et lækkert sammenspillet band, var en overdådig bonus, til tider af The National’sk kaliber. Især på de mere skæve og insisterende numre, som den fantastiske ’Pride’, ramte bandet en lyd som Danmark mangler. Kan de skære helt ind til benet og dyrke den, så tegner det meget stort.