Will Stratton

Det kræver nosser at starte sit album med en instrumentalintro på tre minutter, på et nummer som desuden varer over syv minutter. Derudover kræver det et enormt talent, når alle disse syv minutter af nummeret ’You Divers’ er skælsættende smukke med en helt tilpas mængde af kantet uforudsigelighed, som var det en hyldest til selveste Sufjan Stevens. Will Stratton har både nosser og talent i overflod, hvilket han beviser på sit fjerde og mest ambitiøse projekt, siden han i 2005, som 18-årig, færdiggjorde sit første album.

Duften af Kurt Vile og The Tallest Man On Earth er altid nærværende – på pladens anden sang en anelse for nærværende – i Strattons melodiske og til tider skæve fingerspilsunivers, som fint krydres med ungpigekor og strygere i en svævende cocktail.

Teksterne er lige til og sværmer om det levede liv, som i den behageligt groovy ’The Relatively Fair’, hvor Stratton blandt andet besynger sin bekymrede mor. Dagligdagens banaliteter og de mest slidte metaforer bliver undgået, hvilket resulterer i en håndfuld små og umiddelbare historier og stemninger, der er værd at lytte til.

Efter flere gennemlytninger træder enkelte sange klart frem på albummet, med de to ovennævnte numre samt titelnummeret som de funklende stjerner. Og passende kan her påtales albummets eneste anke: De resterende sange kan synes at mangle det lille ekstra, som er nødvendigt for lave den helstøbte plade, som alle musikere drømmer om.

Will Stratton er kun 24 år – så den plade skal nok komme, er jeg sikker på.