Cold Specks

Til trods for at Al Spx er canadier og nu bor i London, er hun som trådt ud de bluesede Sydstaters sjælfulde sangtradition, hvor det altoverskyggende instrument er den stemme, som gud allernådigst har skænket én. Alle sangene har hendes rå klang som det alter, det resterende lydbillede ærbødigst må knæle ved. Og det er et godt valg, for netop Al Spx’ sjælefulde røst er pladens store trumf. En anden trumf er de perfekt afstemte produktioner, som byder på cello, trommer og trompet, der skiftevis dukker sig og titter frem i sangene med både følsomhed og timing.

I særdeleshed er det dog også de hypnotiserende korarrangementer og andenstemmer, der med medrivende og religiøse gospelreferencer konstant pirrer nysgerrigheden og inviterer til endnu en gennemlytning. Åbneren ‘The Mark’ og ‘Winter Solstice’ er gode eksempler på netop dette.

Dertil kommer at både melodier og tekster er enormt velskrevne. Endnu engang må man rykke lidt nærmere stearinlysets skær, før man kan håbe at få det hele med. ‘Blank Maps’ og ‘Holland’ vil først forføre dig med smukke melodier, og dernæst få dig til at tænke over livets mange ubehageligt store spørgsmål, der huserer hos Spx.

Pladen er en sejr for sin genre, da den med enkle virkemidler og lækkert producerede lydlandskaber hele tiden fastholder og inviterer tættere på. Uden svage numre, uden klicheer og med lige så meget sjæl som et rungende gospelkor må Axl Spx’ debut siges at være et lille triumftog.