Django Django

Det er efterhånden længe siden, at Storbritannien har spyttet et navn ud med tilpas gejst og gennemslagskraft til at få resten af verdens korslagte arme i vejret. Nogle eksempler kunne være Franz Ferdinand og senere Klaxons, men nu er det på tide for fire drenge fra Edinburgh at teste, om de kan søsætte endnu en britisk invasion.

For forestil dig en drabelig duel mellem netop Franz Ferdinand og Klaxons i en forladt by så langt ude i det vilde vesten, at kun Sergio Leone kender til den, og tilsæt dernæst psykedelisk støvregn. Således indrammes nogenlunde Django Djangos promiskuøse, men inciterende tilgang til iørefaldende psychrock.

For den skotske kvartet gør rigtig meget godt på denne debut. Ligesom Django Reinhardt brillerede med banebrydende nye tilgange til musikken, bidrager skotterne, dog i en væsentlig mindre skala, deres til at udvikle det fortærskede indieudtryk i nye retninger.

Læs også: Top Track: Django Django ‘Storm’

Størstedelen af de 13 skæringer imponerer med stærke melodier og fint sammenspil mellem diverse synth-krumspring, fællessang og støvede guitarriffs. Her skal ’Hail Bop’ og ’Default’ især fremhæves som fremragende fortalere for bandets evner til at smede ørehængere sammen. ’Love’s Dart’ låner lidt excentricitet fra The Dodos cykliske univers, og tilføjer lidt småsatirisk lommefilosofi med linjer som »If you’re walking in circles you’ll find yourself back at the start«.

I omkring 50 minutter prøver de fire skotter at overbevise dig om, at i skal være bedste venner. Virkelig. Dog klinger frieriet efter flere gennemlytninger en anelse hult, og interessen for finurlighederne falder derfor også en smule. Det skal dog ikke tage fra dem, at de er et skide sjovt bekendtskab.