Ryan Adams – skørt og betagende

Som man sidder der, bobler kroppen af lige dele misundelse og benovelse. For Ryan Adams er rørende dygtig til alt hvad han gør – om han spiller guitar, klaver eller synger.

Mutters alene på den store scene i Falconer Salen formåede Ryan mandag aften, på bemærkelsesværdig vis, at gemme sig bag sin mundharmonika og sit pjuskede pandehår den første halve time. I noget der mindede om en rus af manisk generthed, blev de første numre nærmest skudt af, uden at publikum blev lukket ind i hans – skulle det vise sig – sprudlende og snørklede univers.

Koncerten var fra åbneren ’Ohh Sweet Carolina’ en perfekt blanding af gamle og nye numre: ’Ashes & Fire’ mødte et væld af sange fra de første plader ’Heartbreaker’ og ’Gold’. ’Rescue Blues’ krævede lidt hjælp fra salen, da Ryan i to omgange ikke helt kunne huske sangens første linje – what are fans for!

Læs anmeldelse: Ryan Adams ‘Ashes & Fire’

Det betagende one man show startede for alvor med ’Firecracker’ og den psykedelisk improviserede ’Avenge of the Giant Robot Worm’. Publikum tog imod med kyshånd, og fra da af havde Adams salen i sine gudsbenådede hænder.

Det blev blandt andet til ’16 Days’ fra Ryans første band Whiskeytown, efterfulgt af en sjov og sært hviskende hyldest til ’Mr. Cat’, akkompagneret af flydende klaver. Denne flød over i ’New York, New York’, alt imens hovedpersonen skiftevis spillede op til og tog pis på sit publikum, som elskede hvert sekund. Urørlig var han.

Få gange sad man og savnede The Cardinals, som med hammondorgel og et rettidigt spark kunne have spillet aftenen ind i den syvende himmel. Det var dog straks glemt, da Adams med et umådeligt fråderen kirsebær på toppen af kajkagen lukkede showet med de geniale covers ’Wonderwall’ og Alice in Chains klassikeren ’Nutshell’ – en skræddersyet slutning på en aften mange nok stadig drømmer om og fniser af.