Suckers

Det her er lyden af en sommerdag, fra når solen står højest på himlen til den smelter sig fed og orange i horisonten. Den sol, der reflekteres i et fadølsglas og minder om, at samme tid næste år er det meste drama sikkert mumificeret i en moden melankoli – ‘Candy Salad’ er et uomtvisteligt dejligt album.

Suckers er et indieprisme, der også på deres andet album balancerer mellem poppet tilgængelighed og kunstnerisk grandeur, kendetegnet af en eklekticisme á la David Bowie med rige multiinstrumentale teksturer og stemningsskift. I ‘Leave The Light On’ brydes den dybe atmosfæriske grund ubesværet af et opmuntrende banalt ba-da-dah-omkvæd, og i ‘George’ blandes world-influerede trommer, vokalloops og blæsere i et nummer med karakteristiske sing-along-kvaliteter.

Læs anmeldelse: Suckers ‘Wild Smile’

Det er uprætentiøst og personligt, både musikalsk og lyrisk, hvor en legesyg lethed løfter flere oprigtigt smertelige hjerteslag – som når fløjtekoret i ‘Chinese Braille’ bringer yderligere kant til en selvstændigt dygtig tekst: »It’s not necessary to curse the cross I carry when you bury me in a blanket of your tears«.

Quinn Walkers vokal skærer momentvis alvorligt igennem med en dramatisk skrøbelighed, der godt kunne skrues lidt op for, da den tilføjer numrene et medrivende emotionelt krydderi. Et nummer som ‘Charmaine’ demonstrerer den klagende romantik som Suckers leverer så godt, og ofte med et sikkert glimt i øjet.

‘Candy Salad’ er i grunden en meget velvalgt og sigende albumtitel, da Suckers formår at forene det søde og det bitre, leveret med en humoristisk affekteret charme, der vokser for hver gennemspilning.