Alt-J

»Triangles are my favourite shape«, synger guitarist og forsanger, Joe Newman, med sin karakteristisk forvrængede vokal på den flotte ’Tessellate’. Og med det statement er det vist en gang for alle slået fast: Alt-J (tastekombinationen, der laver en trekant på en engelsk Mac) er nede med geometriens svar på et hipstersymbol. Så lad os glemme navnet for en stund og i stedet fokusere på musikken.

For musik, det kan de fire drenge fra Leeds eddermame lave. De kalder det selv for folkstep. Folkmelodier blandet med tempofyldt, alternativ pop. Tag bare den energiske ’Dissolve Me’, der er ved at blive overtaget af en stille akustisk guitar og smukke vokalharmonier, da synth og trommer igen slipper energien løs. Eller den personlighedsspaltede ’Fitzpleasure’ der skifter mellem vokalharmonier, akustisk guitar og øretæveuddelende synth, og ’Something Good’ hvor trommer og klaver skaber en let hoppende popperle. At det skaber associationer fra Fleet Foxes til Radiohead er et godt billede på, hvor differentieret et lydbillede vi har at gøre med.

Læs også: Top Track – Alt-J ‘Breezeblocks’

På den fine ’Matilda’ får vi en lille beretning om Leons makker i Luc Besson-filmklassikeren, og nummeret fungerer, sammen med den folkede ’Ms’ og de tre ’Interlude’-skæringer, som et smukt, fuldblodet akustisk afbræk.

Debutalbummet formår på elegant vis at forene den melodiøse folk med tempofyldte, alternative popudladninger. Så luk øjnene og åbn ørerne. Om det er trekantet eller folksteppet, er ligegyldigt. Så længe det lyder rasende godt.