Friends

Brooklyn-vennerne i Friends debuterer med et ligefremt popmanifest, der forfører med en elegant simplicitet, der er både følsom og funky. Der er en paradoksalt udramatisk patos midt i postdisco-letheden, når bandet går festligt til benet og siger, hvad der skal siges, uden kunstpauser.

Førstesinglen ‘Friend Crush’ indleder passende manifestet: Med dansable trommer, fremadrettet basgang, sprøde vokaler og et ørehængende refræn pakket ind i glitterskramlet rumklang erklæres fra start, hvad der kan forventes af resten af pladen. Det er vanedannede og autentisk bubblepop, florlet og skarpt skåret på samme tid, med en drømmende og sexet lo-fi-glamour, der hypnotiserer med sin ikke-ironiske hipness.

Læs også: Hør ny single fra Friends

Musikken matches af den overlegent enkle tekst, en platonisk kærlighedserklæring til en potentiel ny bedste ven: »I wanna be your friend / I wanna ask you advice on a weekday / I wanna plan something nice for the weekend«. Det er en udfordring at skrive enkle tekster, der fremstår netop enkle og ikke banale, men et manifest vinder ikke nødvendigvis gennemslagskraft, hvis det drukner i metaforer, og det ved Friends, når de lægger kortene på bordet uden videre poetisk omsvøb.

På ‘Home’ bølger den selvsikre sårbarhed energisk fremad med brummende funkbas og tropisk percussion, når hjertet sætter ærlige grænser: »I understand how good it feels to be with someone you know / ‘cause when you come inside it kinda feels like home«.
Friends’ debutalbum er en uhøjtidelig, men bestemt påmindelse om, at hjerte rimer på smerte hele livet, at venskaber også er kærlighed, og at alt går lettere med den rigtige sang i ørerne.