The Stone Roses – på udflugt fra alderdomshjemmet

I forvejen var det, ovenpå et tætpakket Malk de Koijn-gig på scenen overfor, en nærmest antiklimaktisk fåtallig crowd, der havde indfundet sig ved Blue Stage denne sommerlørdag i Aarhus for at bevidne et forgudet bands genkomst. Men det magre fremmøde til en af NorthSides ellers absolutte headlinernavne svandt stille og roligt yderligere ind, som The Stone Roses’ koncert tog fart.

Elefanten i lokalet hedder Ian Brown. Den ranglede abemand formåede egenhændigt at spolere en potentielt legendarisk reunion, som i stedet går over i musikhistorien som en farce af dimensioner. Manden kan slet ikke synge mere. I det 21. århundrede er der bare ikke særligt mange undskyldninger tilbage for at bræge sig pivfalsk gennem koncerterne. Der er monitors på scenen. Du kan få små dimser til at putte i øret. Heck, selv et autotune-modul ville have været en acceptabel løsning på Browns tænderskærende tonedøve fremførsel af sangene.

Læs live-anmeldelse: Malk de Koijn på NorthSide

Miséren var tydelig allerede fra første, tåkrummende strofe af ‘Sally Cinnamon’ og det bedredes kun glimtvis. Det gik eksempelvis tydeligt nemmere med de tilbagelænede vers i ‘Fools Gold’, som dog ansporer mig til en kritik af bandet også. Nok groover trommeslager Reni og bassist Mani stadig fandens godt og John Squire er en vanvittigt dygtig guitarist. Men som koncerten skred frem, gik der Spinal Tap i den.

Måske i et forsøg på at kompensere for Browns himmelråbende utilstrækkelighed, der forhåbentlig er mejslet i granit for dem, blev visse af bandets hits trukket ud i unødvendige soloekskursioner og forlængede jams. Den ene ekstra stjerne udover minimumskarakteren, der er givet her, er dog for deres hæderlige indsats. Man fik nærmest ondt af dem i selskab med den forstenede Brown, som sjoskede formåls- og retningsløst rundt på scenen. En ting er, at han ikke kan synge. Men behøver han også være en arrogant lort?

Ansigtsfolderne var som støbt i cement og kun sporadisk flækkede den dybfrosne mimik i et halvhjertet, dødøjet smil. Kontakten med publikum var fraværende og Brown så ud som om at han godt selv udmærket vidste, at den var helt gal. Filmen knækkede totalt da en kæk fan smed et engelsk flag op på scenen. Brown tørrede demonstrativt røv i det og erklærede efter en længere rant, at »this is the fookin’ pope’s flag«. Not cool.

Læs live-anmeldelse: The xx på NorthSide Festival

Læg dertil at bandet nonchalant gik for sent på og for sent af, samt en corny og forundrende storskærmshåndtering med visuals og effekter, som synede uddaterede allerede i deres storhedstid og man får noget, som selv en afrundende hitparade som ‘She Bangs the Drums’, ‘Made of Stone’, ‘This is the One’, ‘Love Spreads’ og endelig ‘I Am the Resurrection’ ikke kan rette op på.

Sidstnævnte fik endda i nærværet af Browns zombieagtige, lade opførsel en ekstra bitter bismag. Han har været in it for the fookin’ money. Intet andet. The Stone Roses anno 2012 var Dinosaur Sr. på udflugt fra alderdomshjemmet. Et pragteksempel på, når gamle, forvitrede knogler trækkes af stald for blot at smuldre og falde fuldstændigt sammen på scenen, når de virkelig skal yde. R.I.P. Roses.