Dirty Projectors

Der går nøjagtigt ét minut og 20 sekunder, før guitareksplosionerne på albumåbneren ’Offspring Are Blank’ forvandler nummeret fra fællesklappende hygge-jamming til opløftende eufori og slynger én ind i den samme hvirvelvind af musikalsk legesyge, som Dirty Projectors også gjorde det, da de i 2009 udgav et af årets bedste albums med ’Bitte Orca’.

Med den Yale-uddannede musiknørd Dave Longstreths imponerende falsetvokal som fortsat hovedattraktion, er de eksperimentelle artpoppere tilbage i uovertruffen form med et komplet uforudsigeligt, instrumentalt slaraffenland af skiftevist ømt klimprende guitarspil og brølende riff, violinarrangementer, sprøde afrotrommer og tungt gyngende basgange.

Tilføj dertil new yorkernes forkærlighed for at få en omgang fællesklap på og deres lag-på-lag-korkreationerne af luftige pigestemmer, der skifter mellem excentriske udbrud og engleblide ’uh-uh’-arrangementer, og du har den perfekte kombination af storladen pop-ekstravagance og afslappet formiddagsvelbehag.

Læs anmeldelse: Dirty Projectors ‘Bitte Orca’

Dette skulle efter Longstreths egne ord være et horror-inspireret album, men det lyder hele vejen igennem mere som om, bandmedlemmerne spontant og lidt tilfældigt har jammet sig frem i en alt andet end uhyggelig atmosfære hjemme i stuen. Men det er bestemt ikke en dårlig ting, og endnu engang leverer Dirty Projectors et musikmiks, der både brager, blafrer, knitrer og skvulper. Alt sammen på én gang.

Man kan stadig blive rundtosset af at forsøge at finde rundt i de konstant transformerende og eksploderende kompositioner, men det skal man bare lade være med, og i stedet nyde, at Dirty Projectors er lykkedes med skabe en behagelig og laidback opfølger til ‘Bitte Orca’.