Friendly Fires – festen kom aldrig
Det er over en uge siden, at de første øl blev åbnet på Roskilde Festival. Otte dage senere kunne man forvente en vis hovedpine hos størstedelen af festivalgængerne, og at starte en fest på Arena kan derfor virke som en lettere utaknemlig opgave.
Der var da også god plads blandt publikum, men Friendly Fires lod sig ikke kue af den grund. Forsanger Ed McFarlane havde fra start gang i både ben, hofter og arme, og allerede omkring sjette nummer, var hans skjorte fuldkommen gennemblødt. Med ’Jump in the Pool’ som andet nummer var det da også tydeligt, at bandet var kommet for at starte en fest.
Læs anmeldelse: Santigold på Roskilde Festival
Der var ikke ét nummer, der var blegt for at tage det ansvar på sig, og samtlige omkvæd blev således til energiske festbomber. Et mindre blæserensemble stemte ofte i med den højstemte partyrock, og det podieophøjede trommesæt fik ordentlige tæsk. Formatet blev dog hurtigt al for forudsigeligt, og det kan være en af grundene til, at festen aldrig blev startet.
’Pala’ var, med sit lavere tempo og mere dybfølte udførsel, aftenens bedste nummer, mens McFarlanes vokal viste sig fra sin allerbedste side på ’Paris’. På den funkede ’On Board’ fik lilletrommen et par hænder i vejret, men de forsvandt hurtigt igen.
Læs også: Street Style på Roskilde Festival
Selv om dele af det søndagsramte publikum gav efter med seriøse hoftesvingninger, fik Friendly Fires aldrig den fest, de så ihærdigt forsøgte at starte. Det gjorde det hele en smule tamt, og man kunne have ønsket sig lidt mere dybde og lidt mindre tempo.
