Lee Ranaldo – Sonic Youths radikale popdreng
Når man alligevel kun har ét album i ryggen, kan man lige så godt have det sjovt med andres sange, sagde Lee Ranaldo og pakkede så en gammel Talking Heads-sang ind i kradsende, Sonic Youth-klingende feedback.
På scenen og i medierne har Lee Ranaldo altid stået i skyggen af Kim Gordons og Thurston Moores egoer. Kreativt har han til gengæld været hjernen bag mange af det nu tilsyneladende hedengangne Sonic Youths mest radikale og visionære øjeblikke. Visionerne har imidlertid aldrig betydet, at han har lagt skjul på sin kærlighed til klassiske, eksperimenterende popbands. Han har bare altid tolket arven efter dem på sin egen måde, og det gjorde han også på Odeon.
Læs også: Publikumsreaktioner: The Cure
Ud over et par covernumre var afsættet hans nye og første sangbaserede soloalbum, der udkom i maj. Sangene har enorme melodiske kvaliteter, men som de fleste af Sonic Youths sange indeholder egne masser af det meste. De velskrevne tekster får således farve fra alt mellem popmelodier og krasbørstige riffs til solide, næsten røvballeagtige grooves og bunker af aldrig overgjort feedback.
Læs live-anmeldelse: Jack White på Roskilde Festival
Live har Thurston Moores gøglen rundt altid være fantastisk, men overraskende nok savnede man ham aldrig på Odeon. Lee Ranaldo er mere indadvendt, men lige så charmerende, og det var rart at se ham med den plads, han ikke altid har haft i Sonic Youth. Ranaldo er nemlig ikke kun en fremragende sangskriver. Han er også en af verdens bedste rockguitarister. Det satte koncerten på Odeon en fed streg under.
