Refused – kompromisløs hardcore
Selv efter 14 års pause kunne den genopstandne hardcore-kvintet levere en knytnæve af en koncert med en sådan intensitet, at alle snotnæsede punk-opkomlinge burde ryste i deres skinny jeans af ærefrygt.
Helt fortjent fyldte tracks fra Refuseds nyklassiker ’The Shape of Punk to Come’ mest på setlisten. På den tonsende ’The Deadly Rhythm’ fik trommeslager David Sandström gennemtæsket sit bækken, mens guitaristerne Brännström og Steen fik lejlighed til at vise deres kantede kram under ’Refused Are Fuckin Dead’. Man fik desværre ikke det infamøse jazz-break på ’The Deadly Rhythm’, men til gengæld kom genrens træk til kende på ’Liberation Frequency’.
Læs også: Publikumsreaktioner fra The Cure
Den altoverskyggende hovedrolle i punkrock-showet varetog forsanger Dennis Lyxzén dog, vekslende mellem en Jarvis Cocker-lignende affekteret dans og klassisk kontrolleret punk vildskab i en alder af fyrre år. Med det ikonisk retoriske spørgsmål »Can I scream?« satte Lyxzén de skarpe riffs på bandets største kending, ’New Noise’, i gang, og igennem hele koncerten viste forsangeren, at han i den grad stadig kan skrige og råbe om kap med de tunge drenge. Publikum takkede ham med fællessang.
At man ofte ikke kunne høre de indimellem kluntede anarkistiske og humørforladte tekster gjorde heldigvis ikke den store forskel, og flere gange opstod der gladiatorringe for de moshing-villige i pitten, ofte afstemt til bandets kyndige tag på velanbragte breaks. Gang på gang fastslog Refuseds systemkritiske slagsange og staccato-riffs deres holdbarhed. Ikke skyggen af magelighed var til at spore.
