The Beardy Durfs – et velplaceret løgspark
The Beardy Durfs er vant til at spille deres koncerter for sådan cirka to personer. Eller sådan garanterede de i hvert fald, de to langhårede støjrockere på henholdsvis guitar og tromme, da de åbnede distortionballet med en stålarmeret mur af hjemmelavet larm.
Heldigvis var larmen dog for det meste tilsat en god portion melodisk krydderi, som når et tonstungt guitarriff, foran et sløvt trommebeat, fik drengene til at lyde som The Raveonettes, spillet alt for højt på et par fesne computerhøjtalere. De få folk der var dukket op – på denne store dag heldigvis lidt flere end to – rockede således med både i og uden for teltet, og kunne som fluer til en nylagt bæ ses komme tættere på for hver gang drengene skruede op for sangen og ned for støjen.
Læs også: Publikums must-see koncerter på Roskilde Festival
Det skal dog også nævnes, at vokalen i konkurrence med de brølende pedaler nogle gange virkede en anelse for pubertær – som Cirkeline i et mandekor – og at drengene et par gange for meget kørte på frihjul i en ros af generet betagethed, og således blot støjede kådt igennem alene for støjens skyld, hvilket sendte melodierne i grøften.
Til trods for de irrelevante støjintermezzoer, var drengene dog oftest et velplaceret spark lige i løgene.
