Ariel Pink’s Haunted Graffiti

Siden den Los Angeles-bosatte lo-fi-popexcentriker Ariel Marcus Rosenberg aka Ariel Pink i 2010 fik et bredere gennembrud med den suveræne ‘Before Today’, der sparkede eneren ud af den snævreste undergrund, er forventningerne til Beverly Hills’ løjerligste søns musikalske bedrifter skudt stødt i vejret.

Titlen på særlingens nye album bør naturligvis fortolkes ironisk, og gudskelov for det. Her præsenteres intet gravalvorlig sortsyn eller trættende intime bekendelser fra sjælens skyggesider. Ariel Pink ter sig derimod fortsat som et manisk dampbarn med en krøllet musikalsk hjerne, der lykkeligvis stadig som de færreste formår at slippe blændende fra at mikse det skamløst poppede med det downright bizarre, så resultatet bliver både fængslende og udfordrende. Det er nærmest umuligt at kede sig i Ariel Pinks hyperaktivt smittende selskab.

Nærværende album er i sin helhed måske ikke helt så betagende som sin forgænger, men flere af sangene hører så absolut til blandt originalens ypperste. Dyrk bare hvorledes han crooner sig gennem den svært forføreriske og flabede synth-basker ‘Symphony of the Nymph’, eller hvordan han giver den som chillwavens ukronede konge på den skævt sommerpoppede ‘Farewell American Primitive’.

Læg dertil hvorledes Rosenberg overraskende og elegant lukker og slukker albummet med en respektfuld fortolkning af Donnie og Joe Emersons vuggende ballade ‘Baby’, så ikke et øje efterlades tørt. Og med det i mente må man konstatere, at Ariel Pink i sandhed stadig er en uomgængelig weirdo af Guds nåde.