Mark Lanegan Band – astronauter i et dystert rum
Publikum var afgjort på Mark Lanegans side denne torsdag aften i Way Out Wests Linné-telt. Sammen med sine belgiske guns for hire, som blandt andet tæller medlemmer af Queens of the Stone Age-kollaboratørerne Millionaire og Bruxelles-bandet Lyenn leverede han et solidt, timelangt set, forudsigeligt pakket med numre fra hans nyeste album, ‘Blues Funeral’, men også med få afstikkere til tidligere i den gamle grunge-overlevers lange, hullede karriere.
Albumåbneren fra ‘Blues Funeral’ – den tordnende tunge, pulserende ‘The Gravedigger’s Song’ – fik også æren af at åbne ballet som en indledende mavepuster, efterfulgt af ‘Sleep With Me’, ‘Hit the City’ og ‘Wedding Dress’, der alle stammer fra perioden, hvor Lanegan var en del af Josh Hommes Desert Sessions-slæng sammen med PJ Harvey. Selv uden Harvey på backingvokaler fungerede dette trekløver af sange dog forrygende.
‘Blues Funeral’ er farvet af stemningsmanende, nærmest techno-monotone blues-stillebener, men også albummets mere uptempo-numre, de næsten four-to-the-floor-dansevenlige ‘Harborview Hospital’ og ‘Ode To Sad Disco’, den ligefremme rocker ‘Quiver Syndrome’ samt den lakoniske ‘Gray Goes Black’ sad perfekt. Settets mest akavede momenter indtraf istedet med den firkantede, maskinelle ‘Riot In My House’ og et cover fra Lanegans grunge-æra med Screaming Trees – ‘Black Rose Way’ – som bare ikke passede ind, og som fik Lanegan selv til at kæmpe en smule med at finde sig til rette oveni rabalderet.
Han er fåmælt på scenen, og når det furede kontrafej endelig flækkede for at kvække et grødet »Thank you!«, var det som at høre Batman i Christopher Nolans grusrøstede udgave adressere publikum. Læg dertil hans bryske og stejlt koncentrerede fremtoning med det nygroede hvalfangeroverskæg og sin smaløjede skulen ud over crowden, som fik manden til lige så meget at ligne kaptajn Ahab på udkig efter sin Moby Dick i menneskemængden, som den store sanger han er.
Læs anmeldelse: Mark Lanegan Band ‘Blues Funeral’
Bandet var ydmyge arbejdssvende, som ikke gjorde meget væsen af sig, med undtagelse måske af den gnistrende dygtige og, helt modstridigt, både karismatiske og introvert nørdede lead-guitarist Steven Janssens, der i rollen som Lanegans djævelske højrehånd fremtonede som en cool, genopstanden Johnny Cash med sin sort-i-sort-monokrome dresscode og Brylcreem-pomaderede, tilbagestrøgne grå hår.
Den beskedne attitude var måske også det største problem. Ingen tvivl om at det var en god koncert, som blot savnede de sidste ti procent hjerteblod for at komme helt ud over scenekanten. Det var en næsten ren arbejdssejr: En effektiv, teknisk fremragende og yderst kompetent levering af mandens sange, som strålede i instrumenteringen såvel som den blændende vokale performance, ihvertfald da Lanegan efter få minutter blev tildelt den volumen, han fortjente i lydbilledet. Og hatten af for at bandet faktisk næsten formåede at fremmane formørkede, David Lynch-agtige stemninger selv i et lyst telt på en alt for smuk svensk sommeraften i Göteborg.
Højdepunkterne var i den ånd den hypnotisk messende ‘St. Louis Elegy’ og den majestætiske, Spiritualized-agtige vægtløse ‘Tiny Grain of Truth’, som hver især besad stænk af den ellers manglende tusmørke-magi. Især sidstnævnte fik 2012-iterationen af Mark Lanegan Band til at syne som modige astronauter, der udforsker et dystert, mystisk rum.