The Hundred in the Hands

Brooklyn-duoen har lavet en plade til de melankolske storbynattedyr med metronompuls og glatte, blødende hjerter. Som vægskriblerierne på et natklubtoilet et sted i den dramatiske del af 90’erne: Postpunkede hudafskrabninger fra synth-undergrunden med grungede passioner og en melodisk, keltisk fortid.

Det indledende ‘Empty Stations’ er en grandios affære. Mørke strygere, glimtende guitartoner og blæsere med spionthrillervibe skubbes frem af larmende trommer og dyster synth-bas. Den skramlede, men melodiske storhed er gennemgående, rummet er stort og rungende på hele pladen, og Eleanore Everdell er en blankproduceret syrefe, der vokalt er både sårbart træt og desperat aggressiv og klagende a la Natasha Khan og Shirley Manson i naturlig forening.

Læs også: Her er 25 kærlighedssange, du skal høre

‘Come with Me’ sætter tempoet i vejret, stortrommen arbejder nostalgisk for livet i en omgang pulserende dansabel grunge, hvor Everdell kalder ud i mængden: »Come with me baby / Say something only I can hear«. Men det er ikke i nat, hun finder den evige kærlighed, og det ville også ødelægge tragedien, hvis de blødende hjerter og slidte nerver faktisk fik ro. ‘Faded’ svæver sørgmodigt i den kolde morgenluft, en svag varme opstår på halvvejen, og Everdells frostskadede hjerte indhylles i en ambient atmosfære.

‘Lead in the Light’ runder af med en blødere melodi og vokale harmonier, når solen bryder frem: »I will stay out and dance with you to the beat / the beat of daylight«. ‘Red Night’ er moderne nostalgisk, sammenhængende som soundtracket til en nat med tankefulde huller i jeansene og slumrende røgmaskiner.