Calexico

Umiddelbart associerer man New Orleans med musikalske genrer som jazz, blues, r’n’b og soul. Dermed kan man let tilgives en forhastet forventning om, at Calexicos nye album drager inspiration fra byens legendariske musikhistorie eftersom indspilningerne foregik i den afskårne og lidt oversete bydel, Algiers.

Lukker man øjnene og lytter til albummet er det dog snarere de sydvestlige staters rustfarvede ørkenområder end et festligt Mardi Gras-optog, man føler sig transporteret til. Kort sagt: Efter 22 år sammen kan kernemedlemmerne Joey Burns og John Convertino deres tex-mex helt ind til benet.

Læs anmeldelse: Calexico ‘Carried to Dust’

For fans af Calexico vil de store overraskelser sandsynligvis udeblive, og nogle af albummets mest velfungerende tracks er da også ’Para’ og det instrumentale titelnummer, der på velbevandret vis forener country’ens pedal steel-guitar med Mexicos mariachi-trompeter. Den musikalske smeltedigel bliver udvidet på ’Sinner in the Sea’, hvor bandet tager et smut forbi Cuba og højdepunktet indtræffer med et orgel freak-out, der lyder som noget fra en lavbudgetteret 70’er-gyser. Mere strømlinet bliver det på ’Hush’, en intim, fingerspillet ballade med så meget ’autenticitet’, at den burde få de fleste americana-copycats til at kaste hårboller op af bar misundelse.

Når Calexico dropper genrekrydsningerne og i stedet rocker lige ud ad Route 66 som på ’Splitter’ kan bekendtskabet blive en kende kedeligt. Bandet fremstår indimellem lidt for høfligt velspillende, og det påvirker helhedsindtrykket. Nærværende album er bandets syvende af slagsen, og det er hverken det bedste eller det værste sted at starte for uindviede.