Divine Fits

Det er svært ikke at møde supergruppe-projekter med forudindtagethed i form af forhold til medlemmernes egne bands og forventninger om, at en plus en giver mere end to, når store sangskrivere tørner sammen. Således også med Divine Fits, hvor Spoon-frontmanden Britt Daniel møder Dan Boeckner fra Wolf Parade og Handsome Furs, bakket op af New Bomb Turks-trommeslageren Sam Brown.

Lad os bare få det overstået: Debutalbummet er fremragende. Hovedanken er måske, at de to frontmænds bidrag ikke altid legerer lige godt. Klumperne i suppen gør, at skiven mere føles som to halve album eller måske en opsamling, hvis numre dog, set som isolerede øer, holder.

De tørt rockende, rent Britt Daniel-frontede ‘Flagging a Ride’ og ‘Would That Not Be Nice’, den sexede ‘Like Ice Cream’ og skivens enlige, brillante cover – Boys Next Door/Birthday Party-nummeret ‘Shivers’, som virkelig ærer Rowland S. Howard og Nick Cave – føles således alle mest som fremragende Spoon-outtakes.

I Boeckners ende af tovet må man kippe med hatten for åbneren ‘My Love Is Real’, der føles som en nervøs fætter til Soft Cell-klassikeren ‘Tainted Love’, de guitarcentriske ‘What Gets You Alone’ og ‘Civilian Stripes’, samt de modsat staccato-synthpoppede ‘Baby Get Worse’ og ‘For Your Heart’, der begge elegant veksler gravalvorlige, anspændte vers med opløftende omkvæd.

Sådan kan man blive ved. Albummet er en lille guldmine, hvis uhomogene sammenstilling af sange er til at bære over med, enkeltdelenes høje kvalitet i betragtning. Divine Fits er blot nogle dudes, der knalder numre af i et stude for fornøjelsens skyld. Gudskelov for denne uforcerede indstilling.