The Fresh & Onlys

Der er i den grad tale om et stilskifte hos de fire amerikanere i The Fresh and Onlys. De er gået bort fra den mere skæve, syrede og skramlede lyd, der har præget deres første tre plader og egentlig klædte dem så godt. Nu satser de i stedet på et blankpoleret, ørehængende og mere melodisk udtryk. Men den nye stil som amerikanerne prøver af fungerer ikke, og de kommer aldrig rigtig ind til kernen.

Med en akustisk guitar, lidt bølgebrus og en tsunami af reverb forsøger kvartetten at ramme den nerve og intensitet, der har kendetegnet dem før i tiden, men desværre rammer de i stedet i en underlig gråzone mellem Beach Boys og hvad der minder om 90‘er-collegerock. Romantiske surf-numre som ‘Long Slow Dance’, blander sig med sange som ‘Euphoria’, et knaldhårdt garagerock-nummer, og denne lidt aparte blanding får dele af numrene til at virke malplacerede.

På ’20 Days and 20 Nights’ og ‘Foolish Person’ indtager Tim Cole den lyriske skriftestol. De dystre tekster om livets udfordringer går igen pladen igennem, og kombineret med Tim Coles næsten Morrissey-agtige vokal skaber de en stærk følelse af fortvivlet melankoli. Den dybe baryton ligger allerforrest i lydbilledet og er helt klart, hvad der løfter den lidt anonyme plade.

Men man står utvivlsomt tilbage med et rodet, forvirret og lidt kedeligt resultat. West Coast-charmen er væk, og det virker som om, at The Fresh and Onlys jagter noget, som de ikke er.