The New Spring – sublimt, men afmystificerende soloshow

Klik. Klik-klik. Klik. Fotografen står bag mig. Hans spejlreflekskamera larmer. Ja, larmer! Normalt ville man ikke kunne høre ham arbejde under en koncert, men denne aften på Atlas er ganske anderledes: Tonerne, der strømmer fra Bastian Kallesøes mund og hænder er så lavmælte og det siddende publikum så musestille, intenst optagede og betagede af den spinkle fyr fra Lemvig, at man sikkert ville kunne høre den famøse knappenål falde til jorden.

Forinden havde det nordvestjyske makkerpar i Rosenkrantz & Gyldenstjerne varmet op på behørig og smagfuld vis, og fælles for de to acts var en bundløs respekt fra publikum og dermed helt optimale lydbetingelser for deres tyste, intime musiceren. The New Spring bød på et hele 55 minutter langt sæt samt ekstranumre. Imponerende, for selve anledningen til turnéen, albummet ‘Secret Armor’, er kun lige over en halv time langt. Sætlisten blev derfor, udover de mest fantastiske momenter fra den plade, krydret med pluk fra Kallesøes selvbetitlede solodebut samt blandt andet de helt dugfriske og fantastiske ‘No Future (Song for Ana Mendieta)’ og ‘Letter #2’, der begge netop har haft premiere via Here Today Sessions.

Læs anmeldelse: The New Spring ‘Secret Armor’

Det fungerede som grubund for en ovenud formfuldendt koncert, hvor det blev tydeligt, at Kallesøes højre og venstre hjernehalvdel – den store poet og den musikalske tekniker – er i misundelsesværdigt godt sync med hinanden. Hans komplekse, kvidrende fingerspil var berusende velsmurt, røsten veloplagt og humøret til hyggesnak om løst og fast. Blandt andet afslørede han, at nogle af linjerne fra ‘In the Parlor’ handler om noget så jordnært som hududslæt. Et i forvejen rundhåndet set blev rundet af med endnu en uudgivet sag, den søde ‘The Only Softness’, fulgt af et par uplanlagte ekstranumre – ‘End Song’ og ‘Barricades’ – som eftertanke.

Kritikken skal således ikke lyde for Kallesøes pletfri samt både overlegne og ydmyge performance eller de helt sublime rammer, spillestedet Atlas bød ham. Nej, jeg vil snarere angribe selve grundpræmissen: Når nu ‘Secret Armor’s sange i en vis udstrækning også bæres af Aske Zidores spindelvævsfine åndemaner-underlægning, kommer den spartanske opførsel af dem med Kallesøe og en guitar – intet andet, ikke engang en effektpedal eller to – til at virke bar og til en grad også undervældende ‘halv’ på visse sange. På en måde afmystificerede han noget, som på plade grangiveligt virker som om det ikke er af denne verden, så smukt er det. Det kunne sikkert være mindst lige så interessant at høre, hvordan man kunne angribe udfordringen med at transponere hele oplevelsen ud på en scene.

Læs også: The New Springs yndlings sommeralbum

I den nøgne udgave fik man en formidabel fornemmelse for, hvor egenartet smukke og ukonventionelle Kallesøes sange er på egne stikkelsbærben, men manglede som sagt også lidt af føromtalte lydmagi. I stedet fik vi en helt anden slags magi at smage – nemlig den, hvor en enkelt ung mand med en 60 år gammel guitar kan tryllebinde lidt under 100 mennesker i en grad, så der ikke rigtigt eksisterer andet for dem i en times tid.