The Presets

Den australske duo er klar med album nummer tre, og ikke overraskende er det en ganske bredspektret omgang, hvor Julian Hamilton og Kim Moyes bevæger sig fra klubtechno til synthrock – og tilbage igen ad omveje.

‘Youth In Trouble’ smadrer indledningsvis ruden ind med en omgang techno, der får pulsen i gang under Hamiltons monotone vokal, og der bygges op og slippes løs, lige når hænderne ikke kan komme højere. Herefter følger ‘Ghosts’, der iørefaldende demonstrerer The Presets’ sans for sammensætninger også inden for rammerne af et enkelt track: Groft melodisk som en klassisk sømandsvise bølger Hamiltons stemme op og ned over et uptempo technogroove tilsat maskuline korvokaler.

‘Promises’ repræsenterer selvsikkert pladens mere radiovenlige strømning af rummelig synthrock med en stemning, der er både varm og sørgmodig på samme tid – en vekselvirkning der er en del af The Presets’ musikalske dna.

Læs anmeldelse: The Presets ‘Apocalypso’

På ‘Push’ skubbes man med et skævt smil ud på dansegulvet igen. Romantikken krølles sammen på (endnu) et basstærkt track, der med kombinationen af foruroligende synth, forvrængede vokaler og partylyrik er sexet som bare fanden. Lyrikken er gennemgående varieret på samme måde som musikken. Fra skæbnesvanger romantik på ‘Fall’ (»In your arms I fall all the way to hell«) til semidystopisk uhygge på ‘Adults Only’ (»The children musn’t know that we’re living in a city that’s build on bones«).

De stilmæssige lag findes i rigt mål og i forskellige kombinationer på hele albummet, der gennemført demonstrerer, at The Presets nu mestrer deres egensindige, mørke hybridpop.