The Soft Pack

Med bulder og brag åbner ‘Saratoga’ ballet og smadrer igennem med et par enkle power-akkorder og bas og trommer, der synes utrættelige. Den opskrift fortsætter ufortrødent på amerikanernes anden plade, og mere skal der faktisk ikke til.

The Soft Pack har en genial evne til at lyde originale uden at være det, og de bruger klichéer uden det gør noget. Det er dog ikke bare fuld fart fremad, og det ungdommelige gåpåmod og den rockede opbygning krydres med en melankolsk eftertænksomhed i det lyriske univers. På den smukke ‘Bound to Fall’, pladens eneste ballade, kaster Matt Lamkin sig ud på dybt vand og viser, at han faktisk er en utrolig dygtig vokalist.

De første seks numre er de stærkeste, hvorefter der køres lidt træt, og fascinationen ved energien og den enkle opbygning af de meget guitarbårne sange forsvinder. Men selvom den mest står på guitar, guitar og guitar, så har The Soft Pack også taget sig tid til mere skæve indslag og afbræk fra den vante stil. Tag eksempelvis ‘Bobby Brown’, et laidback, næsten funky nummer, hvor man kan synge med efter første omkvæd.

Her kombineres et catchy-riff med skæve synths og trompeter, og pludselig lyder de fire amerikanere som et helt andet band. Og selvom det måske lyder mærkeligt for et garagerock-band, så klæder det dem faktisk med de små overraskelser, der giver velfortjente pauser midt i den lidt trættende rock.