Thee Attacks

Nej, der er ikke meget nyt under solen: Thee Attacks dyrker fortsat klassiske rock’n’roll-dyder på deres andet album og har atter shanghajet The White Stripes-produceren Liam Watson, som sammen med labelboss Yebo fra Crunchy Frog her har kælet for lyden.

De nu Københavnsbaserede nordjyder falder også igen lidt for ofte i fælden, hvor genretroper bliver til klicheer, og hvor man som lytter sommetider sidder tilbage lettere perpleks over, hvad formålet mon er. For det er vel de færreste musikforbrugere, som køber deres rockfix på samme måde som Bestseller-jeans nede i Din Tøjmand: For at få noget, der til forveksling ligner så meget andet?

Læs anmeldelse: Thee Attacks ‘That’s Mister Attack to You’

Men skal der være rawk, så lad der dog også være rawk. Håndværksmæssigt fejler de gæve eksil-aalborgensere ikke. Albummet er indiskutabelt solidt skruet sammen: 11 sange med en gennemsnitsspilletid godt under de tre minutter, kort og kontant. Produktionen er forventeligt fræsende skarp, og sangene med få undtagelser simple, sympatiske og velgjorte sager, der slægter Attack-klanens genremakkere The Blue Van på.

Frontmand Jimmy Attack lyder som en hysterisk, højenergisk rød/hvid parallel til The Hives’ ‘Howlin’ Pelle Almqvist, mens den rowdy, overstyrede slideguitar på ‘Rock Bottom’ og den soulede single ‘So Cold’ leder tankerne hen på oversøiske kollegaer som The Black Keys. Endelig er ‘A Little Success’ også en positiv overraskelse, hvor omkvædene hørmer af Beach Boys-melodiøsitet, blot tilsat dum og dejlig distortion. Sådanne stunder gør, at man egentlig sagtens kan unde Thee Attacks det, sangen handler om: Medvind.