Death Grips
HØR ALBUMMET HER.
’No Love Deep Web’ blev, mod pladeselskabets ønske, foræret væk gratis over nettet. Om pladeselskabet har en holdning til albumcoveret (en, øh, pik) vides ikke. Alt postyret omkring udgivelsen og fuck-alt-attituden kunne tyde på, at albummet var en stor midterfinger til alt og alle. »I got some shit to say just for the fuck of it«, rapper/stønner/gisper frontmanden MC Ride da også. Men California-gruppen kan ikke reduceres til nihilistisk attitude.
Death Grips’ frontmands stakåndede vokalstil er, i hiphop-termer, et slags anti-flow: Abrupt afbrydende snarere end behageligt glidende, kaotisk og fragmenteret i stedet for fortællende. Det er som om teksterne følger drømmelogik – eller snarere mareridtslogik – i stedet for konventionel fortælling. En slags spoken punk, som en personlig dommedagsprofet.
Læs anmeldelse: Death Grips ‘The Money Store’
Som hos paranoia-rapperen El-P (der også har en svaghed for industrielt dronende beats) er det aldrig helt klart, om konflikterne skyldes indre eller ydre omstændigheder eller en blanding af de to. Hvad er det ominøse system, der gøres oprør imod? Tilværelsen selv? De mest kamplystne øjeblikke kommer som reaktioner mod selvmordstanker: »Suicide ain’t my stallion / So I’m surrounded«. Eller, mere brutalt, på ‘World of Dogs’: »It’s all suicide / World of dogs gone mad«.
Lydbilledet er præget af tunge, pulserende trommer og glimtvise elektroniske antydninger af melodi, og musikken bliver en del af det mørke og uforståelige system, som Rides stemme kæmper imod. Mens musikken skrider taktfast frem udtrykker lyrikken et fravær af mening og sammenhæng: »I’m inside my tv / Where everyone but I can see me / Why are you here?«