El-P – ubønhørligt sonisk mavepumperi

For få år siden så et ærke-aarhusiansk band dagens lys. De kaldte deres musik for ‘elitær voldspop’. Denne aften på Voxhall bød Brooklyn-rapperen El-P sammen med sine bandkumpaner på en gang elitær voldsrap på Beta Satans hjemmebane, så det kunne vel ikke passe det lokale publikum meget bedre, eller kunne det? Fremmødet var i hvert fald nedslående, så det gjorde noget, men de gæster, der trods alt havde indfundet sig i Voxhalls fire-femtedele tomme lokaler var i den grad tændte og spændte.

Var man troppet op i håb om også at høre El-P række lidt længere tilbage i bagkataloget, blev man slemt skuffet. Setlisten bestod, i et sjældent stålsat anfald af anti-crowdpleasende vi-giver-ikke-ved-dørene-mentalitet udelukkende af seneste album – ‘Cancer 4 Cure’ – fra ende til anden.

Således åbnede koncerten rent instrumentalt med ‘Request Denied’s Prodigy-plankende breakbeats og først efter få minutter trådte Jaime Meline selv på scenen for at spytte gift henover de futuristiske gasbeton-bangers, albummet består af. Med sig havde han et brødrene Torbitt og Wilder Schwartz alias duoen Chin Chin, der sørgede for at holde sydende synths og anden giftig hardware i kog bag ham samt backup-rapperen Shannon T. Moore, der flankerede Melines suveræne flow fornemt med tandhjulspræcise ad libs. Derudover gæstede opvarmningsnavnet Despot på de to tracks ‘Oh Hail No’ og ‘Tougher Colder Killer’.

Læs anmeldelse: El-P ‘Cancer for Cure’

I live-settingen strålede albummets mest funky sager – ‘The Full Retard’ med sit magnetiske, samplede hook, »So you should pump this shit / Like they do in the future!«, den røvhamrende dansable ‘Drones Over Bklyn’ og den staccato-mekaniske ‘True Story’ – mens de mørkere, mere meditative øjeblikke som ‘The Jig Is Up’ og ‘Sign Here’ fik koncertens moment til at dale en smule. Meline fik dog salen til at skråle med på omkvædet til ‘For My Neighbor Upstairs (Mums the Word)’ – »If you kiiill him, I won’t tell!« – selvom publikums bidrag hurtigt druknede i det voldsomme virvar, der flød fra højttalerne.

Netop det ubønhørlige, soniske mavepumperi syntes i lyset af koncertens eneste brud på dogmet om kun at spille nyt materiale, det enlige ekstranummer ‘Deep Space 9mm’ fra debutalbummet ‘Fantastic Damage’ som lidt for letkøbt. El-P har udviklet sig til at være hiphop-verdenens Trent Reznor, men hans komplekse, Picasso-kubistiske og industrial-influerede produktioner virker mere konventionelle og jordbundne end nogensinde på det nye album og kontrasten blev meget tydelig med den ti år ældre og på sin vis noget mere sofistikerede encore. Men måske var det også netop derfor, at settet blev holdt så puritansk.

Min sidemand sagde ligefrem »Så, det er først nu koncerten rigtigt starter!«, da El-P trådte på scenen denne sidste gang i løbet af aftenen, men vi fik ikke mere end det. Og det kun lige akkurat timelange set føltes afgjort som lidt for lidt, selvom man må tage hatten af for intensiteten og præcisionen i afviklingen af Melines seneste udspil i koncertformat.