Dirty Projectors – sublimt kaos
De eksperimenterende popekvilibrister i Dirty Projectors har en sjælden evne: De kan lege med deres lytter ved at dekonstruere numrenes oprindelige ideer for at bygge nye op. Det kan gå gruelig galt i en koncertsammenhæng og henvende sig så meget til hjernen, at kroppen står af. Men det gør det ikke i tilfældet Dirty Projectors, for det er vel at mærke i numrenes oprindelige konstruktion, at bandet skejer ud. Live holder gruppen med Dave Longstreth i front sig tæt til numrenes originalform, og det er et ovenud fornuftigt valg.
Hvad vi ikke fik af live-eksperimenter fik vi til gengæld i nærvær, japanske Halloween-kostumer, fremragende lyd og veloplagte historier, bragt ind mellem en håndfuld numre fra ’Bitte Orca’ og stort set hele dette års fremragende album ’Swing Lo Magellan’.
Læs anmeldelse: Dirty Projectors ‘Swing Lo Magellan’
Bedst var det, når den langlemmede ophavsmand Dave Longstreth selv indtog rollen som ubetinget frontmand og lod sin vokal tangere en næsten falsk diskant på højdepunkterne og publikumsfavoritterne ’About to Die’ og det afsluttende kaos ’Useful Chamber’. Imens optrådte han som engagerende tornado og havde tilmed overskud til at dirigere sit trestemmige kvindekor med en næsten David Byrne’sk charme.
Mindre heldigt var det, når sangerinde og guitarist Amber Coffmann rykkede fra koret og ind i spotlyset. Hendes vokal kunne ikke helt leve op til sin plads som popstjerne på ’The Socialities’ og ’Stillness Is the Move’, og manglen på sikkerhed reducerede på ærgerlig vis disse numre til usammenhængende dele.
Efter en Dirty Projectors-koncert går du både træt og lykkelig hjem. Træt, fordi du er blevet bombarderet af nogle af den kontemporære popmusiks mest avancerede ideer. Lykkelig, fordi du instinktivt er blevet revet med af deres kompleksitet.
