Godspeed You! Black Emperor

Musikkens svar på urguden Cthulhu, canadiske Godspeed You! Black Emperor, er endelig vågnet fra sin dybe søvn i jordens indre, lige i tide til den nært forestående apokalypse – i hvert fald, hvis man tror på mayaernes kalender, som sætter punktum for hele lortet med udgangen af 2012.

Soundtracket, der akkompagnerer planetens ødelæggelse og ridt ud i evigheden, består af fire numre, heraf to næsten 20 minutter lange suiter, som bandet længe har haft i live-repertoiret og to kortere, melodiløse, men majestætiske og stemningsmanende dronestykker, flettet ind i helheden som soniske venteværelser.

Bandet har efter det tabte årti mistet en cellist og føjet en trommeslager mere til line-up’et, så de lyder her måske en nuance hårdere, mørkere og mere trøstesløse end tidligere. Til tider tangerer bulderet helt stonerrock. Og for et album, hvis titel alene indkapsler postrockens religion – den evige stræben efter det næste svulmende crescendo – leveres der selvfølgelig også på den konto.

Men selv om gruppen stadig har prægnans og relevans i dette nye årti, så er nyhedsværdien gået lidt fløjten. Der er, fraregnet lidt mellemøstlig inspiration på den ene af albummets to grundpiller, ‘Mladic’, ikke meget nyt under den udslukte sol og de askegrå skyer.

Helheden fremstår, ligesom sidste GY!BE-udspil inden dvalen, ‘Yanqui U.X.O.’, derfor mere konsoliderende end banebrydende. Men der er dermed stadig også samme ætsende fryd over at tusse rundt gennem lysstofrør-kvalmende varelabyrinter for at handle ind til aftenens måltid med undergangen rumlende i hovedtelefonerne. Åh, folk skulle bare vide, hvad der venter dem.