Green Day

Det siger næsten sig selv, at materialet ikke kan holde hele vejen igennem, når man som Green Day vælger at udgive en hel trilogi af album inden for et enkelt år. Alligevel overrasker det, indtil videre med ’Uno!’ og nu ’Dos!’ på anlægget, hvor gennemgående uopfindsomme og uambitiøse de amerikanske poppunkere lyder anno 2012.

»I’m too tired to be bored / I’m too bored to be tired«, synger Billie Joe Armstrong på ‘Lazy Bones’, og det med en ligegyldighed i vokalen, der går igen i pladens kedelige, fodstampende trommer og generiske omkvæd.

Denne anden del af trilogien skal forestille at være et garage-præget festsoundtrack, men lyder mest af alt som lydsiden til en dårlig, amerikansk college-komedie. Sådan et band der spiller inde i stuen, mens hovedpersonen med en plat kommentar prøver at hive en pige med hjem.

Læs anmeldelse: Green Day ‘Dos!’

Tag bare ’Makeout Party’, hvor Armstrong synger om kysselegen ’truth or dare’ over et mere end gumpetungt guitarriff og de samme tørre trommer, eller den pseudo-rebelsk titulerede ’Fuck Time’, der er røvballe-rock på den usmagelige måde.

Selvfølgelig er det punk at være ligeglad, men både musikalsk og lyrisk virker det som om, at amerikanerne er gået halvhjertet til værks, og specielt teksterne lyder som noget, der er hevet ud af en bunke kinesiske lykkekager.

At ’Lady Cobra’ næsten er et komplet rip-off af The White Stripes’ ’Fell in Love With a Girl’ hjælper ikke på det hele. ’Dos!’ er soundtracket til en fest, jeg i hvert fald ikke ville bruge min fredag aften på.