Green Day

Det er altid imponerende, når et band ti år efter deres oprindelige heyday pludselig udsender en skarp ny plade, der beviser deres relevans. Det gjorde Green Day med ’American Idiot’, som med politisk stillingtagen og velformuleret poprock gav fingeren til dem, der havde afskrevet bandet som afdankede 90’er-poppunkere.

Nu forsøger Green Day så at gentage kunststykket med albummet ’Uno!’, der er første del af en trilogi. Virkemidlerne er desværre bare nærmest eksakt de samme som på forgængerne. Pladen åbner med en klassisk ’1-2-3-vi-kan-li’-Ramones’ knaldperle i samme stil som ’American Idiot’, men hvor dennes svidende kritik af Irak-krigen var decideret tiltrængt, er der ikke meget gods i ’Nuclear Family’s ironiseren over kernefamilien.

Læs anmeldelse: Green Day ’21 Century Breakdown’

De funky postpunk-hug på ’Kill the DJ’ skaber nok en smule afveksling fra den forudsigelige, glatte mur af arenarock, men man får også en sær bismag af de uheldige forsøg på at indtage dansegulvet, som Green Day-disciplene fra Good Charlotte belemrede os med for snart længe siden.

’Rusty James’ har en melodisk snert af melankoli, men den slags Springsteen-rock er The Gaslight Anthem meget bedre til. Der er ikke meget liv eller nerve at spore i den 40-årige Billie Joe Armstrongs stemme, og samspillet mellem de tre gamle venner lyder i den grad uinspireret. Det er en yderst kedsommelig og skræmmende generisk rockplade, og de kække rebeller fra de glade ’Dookie’-dage er virkelig svære at genkende. Hvis ’Uno!’ er lyden af at fylde 40, er der godt nok ikke meget at se frem til.