Robbie Williams

Robbie Williams er en ægte popstjerne. En entertainer der lyser stadioner op med en naturlig udstråling, som blander den håbløse romantiker med den evige bad boy. Det virkede bare som om, at Robbie havde glemt det på sine to seneste album ’Rudebox’ og ’Reality Killed the Video Star’.

Dette er intet mindre end Williams’ niende soloalbum, og det lander med en selvproklamering om at være rendyrket hitpop. Som i hans ’gamle dage’, vel. Og målet skinner igennem produktet, for ’Take the Crown’ er højoktan, storladen anthem-pop, hvor der er kortere til det næste omkvæd end din nærmeste 7-Eleven.

’Different’ i den skrål-med-venlige balladeform med indbygget guitarsolo, ’Into the Silence’ i ensom poprock-stil, der skylder et skvæt til U2, og åbneren ’Be a Boy’ med de selvsikre linjer »They said it was leaving me / The magic was leaving me / I don’t think so« og et ’woo-ohh-kor’ i bedste Coldplay-stil.

Læs anmeldelse: Robbie Williams ‘Reality Killed the Video Star’

Hvis popmusik skal please, rammer Robbie tæt på plet. Men man kan også føle sig strøget for meget med hårene. For albummet anstrenger sig nogle gange, specielt på singlen ’Candy, for meget for at være netop et hit.

Den drengede charme, som engang var Robbies varemærke, kommer nok aldrig igen på samme plan. Men når han slutter albummet med et cover af country-nummeret ’Losers’ (en duet med sangerinden Lissie), der bliver smukt, netop fordi det ikke er det, ved man, at Robbie stadig har det der ekstra. Som en ægte popstjerne.