Ducktails

Hvad der startede som et klassisk, soveværelsesafskærmet lo-fi-soloprojekt for Real Estate-guitaristen Matt Mondanile hjemme i New Jersey tilbage i 2009, har efterhånden udviklet sig til en småkaotisk bandkonstellation med bidrag fra blandt andre Oneothrix Point Nevers Daniel Lopatin, Cults-sangerinden Madeline Follin, og nærmest hele Big Troubles-bandet.

Under ande-monikeren plejede Mondaniles ellers at lufte en kassettebåndsæstetik, der mest lød af drømmende eskapisme og psykedeliske luftspejlingsfremkomster. De støvede lo-fi-elementer svømmer stadig rundt under overfladen, men på dette album er dagdrømmerpoppen drejet over mod en luftig og overfladeskinnende lyd, hvor softrock-saxofoner, lette klavertoner, gennemdvaske trommespor og tilfældigt facetterende guitarklimperier bobler frem overalt.

Titelnummeret deler Real Estates altoverskyggende forkærlighed for det ringlende, det solbeskinnede og det bekymringsfrit afslappende, ligesom albumåbneren, den sommernostalgiske ’Ivy Covered House’, der næsten lyder som noget, der ikke lige nåede med på ’Days’ fra forrige år. Og Peter Gutteridge-coveret ’Planet Phrom’ er i sin egen naivistiske absurditet en behagelighed at lægge ører til.

Læs anmeldelse: Ducktails ‘Ducktails III: Arcade Dynamics’

Men derimod ramler flere af albummets numre formålsløst over i kinddansindbydende sjælermusik. Især den saxsuppede og lumre ’Under Cover’ og ’Letter of Intent’, en bedugget duet mellem Mondaniles venner, Big Troubles-sangeren Ian Drennan og Jessa Farka fra Future Shuttle.

Overvejende er det nye Ducktails-output mere eftermiddagstilbagelænet og 70’er-pastichet end det gamle materiale, og flere steder begynder elevatormusik-alarmerne altså for alvor at blinke faretruende rødt.