Ducktails

I sommer snakkede alle om chillwave. Nu er de fleste holdt op. Scenen bestod alligevel mest af medløbere, der kogte suppe på noget, få enere havde fået vellykkede, unikke plader ud af. Og så kan man jo ligeså godt nøjes med at snakke om enerne. Matt Mondaniles Ducktails-projekt var et af dem, de andre prøvede at kopiere, og han er stadig en af dem, det er værd at snakke om.

I modsætning til for eksempel Ariel Pink har Mondanile imidlertid ikke brugt sin succes som adgangsbillet til dyrere indspilningsstudier. ‘Ducktails III: Arcade Dynamics’ er for hovedpartens vedkommende optaget på firesporsbåndoptager derhjemme, og kanterne er ligeså uslebne, som de plejer.

Det dovne og småsjuskede trommespil slæber sig afsted, når det ikke bliver afløst af simpelt programmerede trommemaskiner, vokalen er umiddelbar, men alt andet end finpudset, og guitarspillet er næsten umenneskeligt tilbagelænet og i øvrigt pakket ind i fuzz- og delay-effekter.

Det æstetiske udgangspunkt for Mondaniles fængende toner har dermed ikke ændret sig. Han lyder stadig præcis, som det han er: En klassisk ubekymret amerikansk ‘dude’ med hang til pot, surferomantik, at hænge ud med sine venner og til at spille tilbagelænet popmusik i kælderen.

Sangene handler om befrielsen ved ikke at have planer og om at sidde i sit hus i træet og kigge. Og på den måde passer det hele sammen. Det er uprætentiøst og personligt, og det er svært ikke at blive smittet.