Doldrums

At kickstarte sin popeksperimentelle karriere som musikalsk ’brother from another mother’ og bedsteven med Grimes’ Claire Boucher er ikke et helt dårligt sted at begynde. Og det er netop tilfældet for den 22-årige canadier, science fiction-nørd og computereksperimentalist, Airick Woodhead aka Doldrums.

Det er ikke så svært at forstå det tætte bånd mellem de to, for Woodhead deler Bouchers fuldstændig uforfærdet, kompromisløse og legesyge opdagelsesrejse ind i computerteknologiens allerinderste og visionerne om at mutere gængse popmelodier til elektronisk flikflakkende, pingpongende og eksploderende herligheder.

Det er heller ikke helt uden Bouchers hjælp, at Doldrums’ debutplade er blevet til: Efter sigende skulle albummets 11 numre være blevet skabt på en computer, som Boucher har haft lånt kammeraten. Men Doldrums behøver heldigvis slet ikke at støtte sig op af Grimes, og hans helt egen skævvredne, pletvist tropiske, elektroniske popmusik minder egentlig meget mere om Caribous eksotisk varmende Daphni-projekt, mens Woodheads androgyne falsetvokal sender tankerne hen på Animal Collectives Avey Tare.

Der er ingen tvivl om, at Woodhead er opvokset i en 2.0-verden, hvor loops og effektophakken er den æstetiske efterstræbelse, lige fra det eksotisk og intenst marcherende titelnummer over den kaoskakofoniske ’She Is the Wave’ – der lyder som gigantrobotter, der slås med fluorescerende laservåben i et brandhedt, krakeleret ørkenlandskab – til den drømmepoppede albumlukker ’Painted Black’.

Woodhead har skabt et debutalbum med en kæmpe spændvidde og demonstrerer et vovemod til at skubbe popmelodierne ud i alle mulige interessante retninger.