Stoffer & Maskinen

Der er til tider noget utroligt Nik & Jay-agtigt over Stoffer & Maskinen. Nok laver duoen synthpop med weltschmertz på, men de gør de med en umiddelbar enkelthed i både lyd og tekst, som minder en smule om popkongerne fra Værløse. Når det fungerer godt, er det befriende, men når de rammer lidt skævt, bliver det hurtigt lige en tand for banalt og tåkrummende.

Åbningsnummeret ’Timeglasset’ hører til den første kategori med kækt temposkift og en simpel men fængende synthfigur. Til gengæld virker coveret af Anne Linnets ’Barndommens gade’ lidt som en kalkuleret satsning på at få fat i ’Toppen af poppen’-segmentet. Til sammenligning er duoens egne kompositioner væsentligt friskere. ’Byens tage’ har noget charmerende gymnasie-eufori over sig – så meget endda, at man bærer over med de mange klicheer, der ligger på lur i teksten.

Læs anmeldelse: Stoffer & Maskinen ‘Stoffer & Maskinen’

Det er dog en udfordring at forblive overbærende gennem hele pladen, for ikke alle sangene leverer det nødvendige modspil til den lettere naive ungdomslyrik som »den her sang den er til dig / et kærestebrev fra mig«. ’Tænkte ikke på livet’ har også et slags hitpotentiale og lyder lidt som Hej Matematik minus 90’er-humoren.

Hvis man er til synthpop med følelserne uden på tøjet, er Stoffer & Maskinen i allerhøjeste grad leveringsdygtige, men sangene er for varierende i kvalitet til at udgøre et decideret vellykket album.