John Grant

John Grant er fortællingen om en amerikansk gay dude fra en religiøs familie i Denvers Rocky Mountains. I 15 år underkendt med sit band, The Czars. Misforstået og misbruger. I 2010 fik han endelig sit store gennembrud med solodebuten ’Queen of Denmark’, hvilket han fejrede på behørig vis med at overveje selvmord.

Album nummer to piller ikke ved Grants livssyn. Han er stadig en dopamin-depriveret diva, og lyrikken er stadig tragiske dagbogsnotater inspireret af forliste forhold. Overraskelsen er lyden. Hvor debuten var blød rock, er sjælen på den nye plade elektronisk og med en mørk distance, hvor kun små lysglimt trænger ind.

Læs anmeldelse: John Grant ‘Queen of Denmark’

Titelnummeret er knastørre og kynisk sitrende beats, med et treminutters horn- og strygerintermezzo, der fint afspejler Grant-hjernen: Kaotisk, uberegnelig og interessant. ’You Don’t Have To’ er et andet og tilbagelænet højdepunkt, som lækkert pumpes frem, mens Grant, i yndige satiriske fraseringer, synger: »Remember how we used to fuck all night long? / neither do I because I always passed out«.

Når Grant af og til ikke piller ved synthesizere, popper han op som debutens sørgelig-sarte guitarbetvinger: En endnu mere banal og ekstrem Rufus Wainwright. ’It Doesn’t Matter To Him’ er direkte sing-along-venlig, men inkluderer desuden en skinger synthsolo og veninden Sinéad O’Connor på kor.

En times musik er dog lang tid, selv når digteren er en tragisk excentriker, og en del af pladens sange er enten for lange eller lyder som forfremmede b-sider. Lyrikken er dog hele vejen befriende ligefrem, og redder en fortsat forelskelse i den følsomme gay dude fra Denver.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
John Grant. 'Pale Green Ghosts'. Album. Bella Union/Cooperative.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af