Low

Slowcore er muligvis en af de mest fjollede genrebetegnelser i rockhistorien, men den klæber sig ikke desto mindre stadig fast til amerikanske Low, som var et af de vigtigste bands i den minimalistiske ’genres’ udspring i start-90’erne. Low har udforsket melankolien siden 1993, men virker på ingen måde som et 90’er-levn, hvilket de også bevidste med en suveræn Vega-koncert forrige år.

Dette er gruppens tiende album, og her har ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker skruet væsentligt ned for de ellers så karakteristiske lag af distortion og fokuseret på den del af deres univers, der går mere i retningen af en slags gotisk americana.

Læs anmeldelse: Low ‘C’mon’

På ’Clarence White’ står Sparhawk for vokalen, og det gør han ganske glimrende på en sang, der har noget Neil Young-agtigt hjemsøgende og midtvest-isoleret over sig. Det samme gør sig gældende med ’On My Own’, der bærer en snert af både Laurel Canyon og klassisk, amerikansk FM-radio over sig.

Low giver ikke ved dørene – og det har de aldrig gjort. Som en slags indierockens svar på boeuf bourguignon kræver deres musik masser af tid og tålmodighed, inden de så til gengæld kvitterer med en kraftfuld, kaloriemættet og til tider himmelsk oplevelse. Man får ikke en sonisk udfordring på den 90’er-distortede måde, men i stedet 11 fascinerende grader af melankoli fra et band, der virker til at have fundet deres nye retning.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Low. 'The Invisible Way'. Album. Sub Pop/Target.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af