Low

Tag endelig ikke fejl af det besynderlige og decideret grimme artwork. Der er ikke sket nogen revolution. Low er ikke gået ‘Texas-psych anno 60’erne’-pastiche. Alt er, som det plejer at være på trioens efterhånden niende studiealbum, som ufortrødent fortsætter deres slæbende sadcore.

Og gudskelov for det, for Lows opskrift er og har altid været en sikker vinder. Det til tider stillestående sangkatalog får dog et pift af udadvendthed på ‘C’Mon’, som givetvis er bandets mest tilgængelige udspil til dato i en omfattende diskografi, som ellers kan være lidt svær at komme ind på.

Sangene er optaget i en gammel kirke, og det mærkes tydeligt på et album, som er fyldt med storladen og luftig rumklang, der giver lytteren plads til let at forsvinde ind i sangene og lade den myrekrybende melankoli kravle ind under huden med den knugende intensitet, som få andre end Low kan levere.

De specielle rammer, sangene er optaget under, føles tydeligt på de dynamiske og progressive ‘You See Everything’ og ‘Majesty/Magic’, der har en helt pompøs og liturgisk fornemmelse over sig. Heldigvis er der også fundet plads til simple kærlighedssange som den underligt ørehængende og nøgne ‘$20’ samt den harmoniske ‘Nightingale’. Helt kort, så er ‘C’Mon’ endnu en perle fra mismodets mestre, Alan Sparhawk og Mimi Parker.