MS MR

MS er en vokal af til tider Adele’ske dimensioner, og MR en arkitekt udi mørkets kræfter. Tilsammen hedder Lizzy Plapinger og Max Hershenow MS MR. Et parløb, der på duoens første fuldlængde resulterer i en fin forening af poppens umiddelbarhed og mørkets dragende kræfter. Som en mindre kontrolleret udgave af Florence and the Machine.

Når albummet er bedst, smyger det lytteren i Plapingers forførende, poppede vokal, mens Hershenows virkemidler ligger som et smukt afbalanceret, buldrende mørke i baggrunden. I den kategori hører særligt den Poliça-klingende ’Hurricane’ og det ragnaroktruende trommecrescendo ’Dark Doo Wop’.

De voluminøse lydtæpper fungerer både som pulserende modspil, men også som en komplementerende baggrund til Plapingers kraftige vokal. Det er de legesyge, ofte militante trommer, der har overtaget, mens strygere og sporadiske blæsere ofte stemmer i – ikke som flotte akkompagnementer, men som klynger af pile og truende horn.

Læs også: Se videoen til MS MR’s remix af Mø

Men mørket kan også til tider blive lidt for påtaget, som når ’Bones’ fortæller om »broken dreams« og »empty churches« til faretruende klaver. På den anden side giver ’Think of You’ den op for et møde mellem mørkepop, Pink og Ace of Base, så man ikke ved, om man skal danse eller klø sig i skægget.

Mørkepop er en svær balancegang mellem tungsind og det umiddelbart iørefaldende. Når Brooklyn-duoen det meste af vejen kan holde balancen, skyldes det, at vokalens hengivelse til poppens præmisser giver baggrunden plads til at buldre derudaf uden at nurse for meget om lytteren.