CocoRosie

De to søstre og feministaktivistiske multikunstnere Sierra og Bianca Casady har allerede stor musikalsk erfaring med på overraskende vellykket vis at mikse hiphop og legesyg gadget-pop med semi-opera og alfeeventyrligt udsyret folk, der tog sin begyndelse med ’La Maison de Mon Rêve’ for næsten ti år siden.

Allerede fra albumåbneren ’After the Afterlife’ på søskendeparrets femte album fornemmer man, at de (igen) er lykkedes med at ramme den silketrådstynde balance mellem det kuriøst bizarre og det mørke og dramatisk kraftfulde. Det skyldes til dels, at søstrene er poetiske og inderlige historiefortællere, der ikke er bange for at udfordre tabubelagte temaer om misbrug af børn og jorden, og dels at de aldrig presser deres ellers skæve musikalske genreeksperimenter ud over grænserne for, hvad melodierne kan bære.

Læs anmeldelse: CocoRosie ‘Grey Oceans’

Søstrenes gode ven og feminismeforkæmper Antony Hegarty agerer selveste moder jord med sin sorgfulde, androgyne vokal på den skærende smukke ’Tears for Animals’, hvor trioen stiller spørgsmålstegn ved menneskets næstekærlighed, mens Sierras opera-voluminøse vokal især bryder igennem på ’End of Time’ hen over et næsten reggaeagtigt beat. Og den flagrende ’Child Bride’ er en gysende historie om en lille pige, som bliver givet væk af sin egen familie. Hårde sager!

Til trods for, at der går lidt for meget middelalderlig panfløjte-spiritualitet i den på eksempelvis ’Broken Chariot’, er albummet et eventyrligt smukt fantasilandskab fuldt af oprivende kærlighed – både let som dalende fjer og mørkt som sort muld.