CocoRosie

Søstrene Casadys fjerde album befinder sig i samme boldgade som de tre foregående. Det er stadig freakfolk, legetøjs-hiphop – ja, kald det hvad du vil. De er stadig lige skøre og skizofrene at lytte på. Og de formår stadig at frembringe den der stemning, som kun de to kan.
Der foregår stadig en lige kamp mellem Sierras storladne operavokal og Biancas rappende, mystiske Mickey Mouse-vokal. Det er stadig harpespil og smukke klaverakkorder versus absurde lyde og legetøjseffekter.

Nogle ville måske kalde albummet for middelmådigt, netop fordi det stadig er, som det plejer at være. Men antallet af stjerner bliver berettiget i det øjeblik pladens femte skæring, der bærer samme navn som albummet, begynder at sive ud af højtalerne. Biancas vokal fortæller sørgmodigt en fire og et halvt minut lang historie om kærlighed og om at se sig selv på et mærkeligt farvefjernsyn. Bagved rumsterer dråbeformede klaverakkorder, strygere og søster Sierras luftige falsetvokal. De omfavner den sørgmodige søster og løfter albummet og hende op på et niveau, som kun få nogensinde når op på. Det er den der stemning som kun CocoRosie formår at få frem. Straks efter tager den anden søster over og trækker lytteren endnu længere ind i det grådkvalte, indelukkede newyorker-landskab. Undskyld, men hold kæft hvor rammer musikken plet i min hjertekule.